R-ordfører: Skal pushere så også være i fagforening?

Hverken SF eller De Radikale støtter Konservatives forslag om at gøre det fuldt lovligt at være prostitueret.

Prostitution kan ikke sidestilles med det at være tømrer eller murer. Derfor skal det på ingen måde være fuldt lovligt at arbejde som prostitueret.

Det mener De Radikales og SF's ligestillingsordførere efter Konservatives forslag om at gøre det omstridte erhverv fuldt lovligt.

Emnet er i forvejen en gråzone, hvor prostituerede betaler skat og moms af det, de tjener, men samtidig ikke er omfattet af arbejdsmarkedets love, som blandt andet giver ret til dagpenge og sygedagpenge.

Derfor har arbejdsmarkedsordfører Mai Henriksen (K) foreslået at de prostituerede får samme rettigheder på arbejdsmarkedet, som alle andre.

- Det forslag er vi så absolut imod. Vi går ind for at begrænse prostitution og ikke opfordre til det. Og jeg kan slet ikke se, hvordan de handlede kvinder er tænkt ind i det her. Forslaget er helt langt ude, siger Marlene Borst (R) til Ritzau.

Hun mener ikke, at man kan sammenligne prostitution med andre erhverv.

- Skal de prostituerede så også have barns første sygedag? Det er på det nærmeste som at sige, at pusherne skal være i fagforening, fortsætter hun:

Pernille Vigsø Bagge fra SF tilføjer, at en konsekvens af forslaget vil være, at bagmænd på lovlig vis kommer til at tjene penge på, at andre prostituerer sig.

- Prostitution skal ikke betragtes som almindeligt arbejde. Hvis det var det, ville mange steder blive lukket med det samme på grund af dårligt arbejdsmiljø og forhold. Det er ikke den vej, vi skal gå, hvis vi vil hjælpe folk ud af det.

På spørgsmålet om, hvad partiet konkret vil stille op med emnet, svarer SF's ordfører:

- Vi kigger på det hele tiden, og det er det, der er lagt op til i regeringsgrundlaget. Vi kigger på det løbende, og ser hvad der sker.

Begge ordførere nævner satspuljen, hvor der er sat omkring 40 millioner kroner af til at hjælpe folk ud af prostitution blandt andet ved hjælp af rådgivning og krisecentre til de implicerede.

Egentlig havde regeringen vedtaget af forbyde købesex, men det forslag blev i efteråret droppet på straffelovrådets anbefaling.

Oversigt

    Oversigt