En større gruppe mennesker fik sig lørdag eftermiddag en overraskelse, da en bådebro i Troense Havn på Tåsinge styrtede sammen. En mand og en kvinde faldt i vandet.
De blev dog hurtigt reddet op igen, oplyser vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.
Det er formentlig en rådden træbro, der er skyld i, at de to personer måtte en tur i det iskolde havvand. Vandet er ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kun nogle få grader varmt. Ingen personer kom alvorligt til skade.
Flere personer fanget på broen
De to personer gik tur på broen sammen med en større gruppe mennesker ved 14-tiden. Den samlede vægt fra de mange mennesker har sandsynligvis været for meget for den rådne træbro.
I og med et stykke af broen kollapsede blev en lille gruppe fanget på den forkerte side af broen.
Der skulle derfor en båd til at redde dem ind på land. Både politi, beredskab og havnefoged har været tilkaldt.
Broen er efterfølgende blevet spærret af.