I det fynske folks tjeneste

Rådhus-sagen sprænger Borgerlisten

Solveig Gaarsmand fra Borgerlisten har sammen med sin nu tidligere gruppekollega Jørgen Schou valgt at blive løsgænger i byrådet i Kerteminde.

Som konsekvens af uenighederne om et nyt rådhus har Jørgen Schou og Solveig Gaarsmand fra Borgerlisten valgt at blive løsgængere i byrådet i Kerteminde.

Uenighederne om bygningen af et nyt rådhus i Kerteminde har i den grad skabt ballade i byrådet i Kerteminde.

Oprindeligt var et stort flertal enige om, at der skulle bygges et helt nyt rådhus, men det flertal har siden da haft varierende størrelse.

Socialdemokraterne, Venstre og dele af Borgerlisten er nemlig for - resten er imod.

Onsdag aften eksalerede uenighederne i Borgerlisten så yderligere, da Jørgen Schou og Solveig Gaarsmand fra Borgerlisten meddelte deres nu tidligere gruppekolleger, at de som en direkte konsekvens af uenighederne har valgt at blive løsgængere i byrådet.

- Vi er nødt til at trække os nu for ikke at ødelægge Borgerlistens arbejde fremover fuldstændigt. Vi har haft et godt møde i gruppen i dag, og det hele har været ret udramatisk, siger Jørgen Schou.

- Vi ønsker ikke at stå i vejen for Borgerlisten - derfor vælger vi at blive løsgængere. Vi skilles, men håber på et godt samarbejde med Borgerlisten i andre sager, siger Jørgen Schou, der vurderer, at et nyt rådhus fortsat godt kan kan gå hen og blive et valgtema til det kommunalvalg, der fortsat ligger halvandet år ude i fremtiden.

- Det skal jo først bygges i 2018, så det kan godt ende som et tema i valgkampen.

Solveig Gaarsmand ser bruddet som en mulighed for at se fremad for lokalpolitikken i Kerteminde Kommune.

- Vi vil ikke stå som en klods om benet på Borgerlisten fremover, siger Solveig Gaarsmand.

Uenigheden bunder i, at Jørgen Schou og Solveig Gaarsmand ønsker at gå imod resten af gruppen, i det de to ønsker at stemme for et nyt rådhus, mens de fire resterende gruppemedlemmer er imod.

Torsdag aften er der byrådsmøde i Kerteminde, hvor den endelige beslutning om et eventuelt nyt rådhus skal træffes.

Som det er lige nu, er der et yderst snævert 13-12 flertal i byrådet for et nyt rådhus, der ventes at koste kommunen omkring 80 millioner kroner.

Ved du noget? Så send os et tip