I det fynske folks tjeneste

Råd og skimmelsvamp på Paarup Skole

Paarup Skole er ramt af råd og skimmelsvamp i skolens SFO.

Paarup Skole kan ikke benytte flere SFO lokaler, fordi der er konstateret både råd og skimmelsvamp.

Skolestarten på Paarup Skole er blevet besværet for de mindste årgange. De kan nemlig ikke benytte flere af skolens SFO lokaler, fordi de er sundhedsskadelige.

- Vi skal genhuse børn i andre lokaler, og det giver os grå hår i hovedet, for det betyder at vi skal finde andre lokaler til børnene, siger skoleleder Merete Møller Rasmussen.

Det var skolen selv, der opdagede, at der var fugt i et hjørne af GL. Skole, der fungerer som SFO. Og samtidig er der konstateret råd i to lokaler i Kilden, der skulle fungere som ekstralokaler for SFOen.

- Dem kan vi så heller ikke bruge, og det er rigtig ærgerligt, men der er stadig to lokaler tilbage vi kan bruge, siger merete Møller Rasmussen.

Teknisk Service-Enhed, der står for vedligeholdet af de kommunale bygninger i Odense Kommune har udfærdiget en rapport, der beskriver omfanget af svampeangrebet.

På baggrund af den rapport har Arbejdstilsynet vurderet, at der skal ske en udbedring indenfor et år.

Men kommunens Børn- og Ungeoverlæge, der har ansvaret for sundheden i kommunens institutioner, har besøgt skolen og vurderet, at lokalerne skal rømmes indenfor en måned.

- Når jeg ser, er der er svampevækst på vægge, der ikke kan tørres ud, så kommer jeg med min anbefaling, der siger, at lokalerne skal rømmes inden en måned. Jeg er ikke en myndighed, jeg kan kun anbefale, at man flytter børnene fra lokalerne, siger Børn- og Ungeoverlæge Susanne Buhl.

- Lige nu er vejret godt og døre og vinduer er åbne, men når det bliver koldere og mere fugtigt vil det give optimale vækstbetingelser for skimmelsvamp, og det kan give gener at opholde sig i.

Ved du noget? Så send os et tip