Radikal formand kritiserer Simonsen

Formanden for Det Radikale Venstre i Odense, Thorkild Maarbjerg, er mildt sagt ikke begejstret for den radikale rådmand Erik Simonsens udmelding om snyd med sociale ydelser blandt kommunens flygtninge- og indvandrere.

Vrede mails

Han mener, at Erik Simonsens udtalelser er både dårlig timing og så er anklagerne heller ikke underbyggede.

Thorkild Maarbjerg har modtaget flere vrede mails fra medlemmer, der mener at Erik Simonsen går langt over stregen.

Mandag anklagede Erik Simonsen Odenses flygtninge- og indvandrere for at snyde med sociale ydelser - blandt andet i form af proforma-ægteskaber. Han sagde også, at 80 procent af indvandrerbutikker snyder med skat og moms.

Hverken formanden eller den radikale følgegruppe var blevet orienteret om at Erik Simonsen ville komme med de - i radikale øjne - kontroversielle udtalelser.

Simonsen tidligere udsat for kritik

Erik Simonsen er tidligere blevet kritiseret for at køre sololøb. Det var på valgnatten den 15. november, da han afviste at have fået tilbud om at få borgmesterposten. Heller ikke her orienterede han det radikale bagland om tilbuddet fra den tidligere Odense-borgmester Anker Boye.

Der lød hårde ord fra radikale medlemmer til en ekstraordinær generalforsamling umiddelbart efter valget. Her blev Erik Simonsen også kritiseret, men medlemmerne gav ham dog støtte til at fortsætte som rådmand.

Til april afholdes de radikales ordinære generalforsamling - om medlemmerne igen vil støtte Erik Simonsen er uvist.

Oversigt

    Oversigt