Radikal jagt på ny Helveg

De Radikales jagt på efterfølgeren til Niels Helveg Petersen er i fuld gang.

Den radikale veteran, tidl. udenrigsminister Niels Helveg Petersen meddelte tirsdag aften, at han ikke genopstiller ved næste valg.

- I januar 2009 fylder jeg 70 år. Jeg besluttede for mange år siden, at jeg ikke ville genopstille efter at være fyldt 70 år, lød hans begrundelse på generalforsamlingen.
 
Middelfartkredsen vil have en stærk folketingskandidat, og en som har tyngde nok til at løfte den tunge arv efter Niels Helveg.

- Ja, sikre kan vi ikke være, men vi vil gøre, hvad vi kan for at finde den rette, og som vil blive valgt, siger Per Ulrich, der er formand for De Radikale i Middelfart-kredsen.

Det betyder i følge politisk kommentator Troels Mylenberg, at de nuværende radikale folketingskandidater på Fyn næppe kommer i kredsens søgelys. De har ikke nok tyngde, siger han.

- Hvis det er sådan, at kredsformanden siger, at han vil så tæt på et sikkert valg som muligt, så må det klare svar være nej. Der er ikke nogen af de øvrige radikale kandidater, der ved sidste valg var i nærheden af at blive valgt. Så der skal ske mirakler for dem, hvis de får Middelfart-kredsen, siger Troels Mylenbjerg.
 
- Og samtidig sidder der en masse forsmåede radikale folketingskandidater derude, der har haft en folketingskarriere bag sig, og som gerne vil have en igen, siger Troels Mylenbjerg.

Oversigt

    Oversigt