Radikale: Det giver ikke mening at frede Salbrovadskolen

DF'er har en personlig interesse i at frede Salbrovadskolen. Sådan lyder anklagen fra Radikale Venstre i Assens inden afgørende byrådsmøde.

Det Radikale Venstre har indtil for nyligt været en del af flertallet i Assens, der har talt for at lukke Salbrovadskolen, Skallebølle Skole og Dreslette Skole. Men for halvanden uge siden sprang de fra. Partiet kan ikke stå inde for, at flertallet nu ikke længere vil lukke Salbrovadskolen, hed det. Ifølge Poul Poulsen, som er det Radikale Venstres eneste medlem i Assens Byråd, er der mere til den forklaring:

- Vi ønsker fortsat, at alle tre skoler skal lukkes. Men det handler om, at argumentet for at frede Salbrovadskolen ikke holder. Man siger, at skolen skal have en chance, fordi der er mere lokal opbakning til Salbrovadskolen end til Skallebølle Skole og Dreslette Skole. Men det passer ikke. I de to andre lokalsamfund har man bare valgt at lave en mere stille protest, og det bør jo også tælle.

Flertallet i byrådet vil ikke lukke Salbrovadskolen, medmindre der 5. september 2019 stadig ikke er et elevantal på over 100. Og det undrer Poul Poulsen, at man lige har valgt, at det skal være den skole, der får chancen for at overleve.

- Skallebølle ligger i et vækstområde, så hvis der kun skal lukkes to skoler, giver det bedre mening, at det er Skallebølle Skole, der bevares. Der mangler simpelthen et ordentligt argument for, at det lige er Salbrovadskolen, der bevares.

Tror, du, at der kan være personlige interesser blandt politikerne involveret?

-  Ja, altså Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) bor jo tæt på Salbrovad. Jeg er nok ikke den eneste, hvor den tanke har strejfet mig.

Men Jens Henrik Thulesen Dahl afviser, at han har en personlig interesse i at frede Salbrovadskolen:

- Hvis det havde været så vigtigt for mig, havde jeg jo allerede sat foden ned, dengang vi foreslog at den skulle lukkes, siger DF´eren.

Og han mener ikke, at der mangler et argument for, at det lige er Salbrovadskolen, man vælger at give en chance:

- Salbrovadskolen er den største af de tre skoler, og vi er blevet mødt af et stort lokalt engagement. Det giver grundlag for at tro på, at skolen kan overleve. De har nogle gode, konkrete forslag til, hvordan de vil hæve elevantallet.

 

Oversigt

    Oversigt