Radikale klar til kommunalvalg

Susanne Ursula Larsen blev sent mandag aften valgt som spidskandidat for Radikale Venstre i Odense.

Der er efterhånden kun et år til næste kommunalvalg, og nu har de Radikale valgt deres spidskandidat til valget.

Den 44-årige ovelæge, Susanne Ursula Larsen, skal repræsentere partiet - og hun kommer på noget af en opgave. I øjeblikket har Radikale Venstre nemlig slet ingen pladser i Odense Byråd.

- Jeg vil sætte alt ind på at få omsat det fine radikale folketingsvalg i Odense, og vore gode kommunalpolitiske udspil, til et godt kommunalvalg. Men jeg tager absolut ikke noget for givet og det eneste som tæller er, at De Radikale skal repræsenteres i Byrådet, siger Susanne Ursula Larsen.

Med fem børn fra 1-20 år er Susanne Ursula Larsen vandt til at have travlt - og hun vil også bruge sin politiske indflydelse på at sparke mere gang i Odense.

- Odense skal op i gear. Vi skal som by være langt mere ambitiøse. Borgerne skal i spil som aktive medborgere. Det skal være muligt for byens borgere at have et aktivt fritidsliv, hvor den enkelte ildsjæl og foreninger kan udfolde sig som frivillig. Eksempelvis kunne man give frivillige lektiehjælpere adgang til et lokale på områdets folkeskole, forklarer hun.

Der er valg til kommunerne 19. november 2013.

Oversigt

    Oversigt