Radikale ønsker kompromis om TBT

De Radikale ønsker at de politiske partier i Odense Byråd indgår et kompromis om Thomas B. Thriges Gade. Borgmesteren vil nu lade bilerne sive gennem parkeringskælderen.

De Radikales spidskandidat foreslår, at bilerne får en begrænset passage gennem gaden.

- Det er nødvendigt at finde et kompromis mellem partier og grupperinger, som de fleste kan føle sig tilpasse ved, skriver Susanne Ursula Larsen i et læserbrev i Fyens Stiftstidende onsdag.

I følge den Radikale spidskandidat til efterårets kommunalvalg skygger debatten mellem modstandere og tilhængere af byomdannelsesprojektet for alle andre problemer i Odense.

Derfor vil hun nu lukke debatten med et kompromis.

- Det skal være en løsning, som på én gang imødekommer de reelt bekymrede, og som samtidig tilgodeser sjælen i det oprindelige projekt, skriver Susanne Ursula Larsen.

Hun foreslår, at bilerne fx kan få adgang til gennemkørsel i gaden om aftenen, i ferier eller får lov at sive i lav fart gennem den omdiskuterede gade.

P-anlæg som sivegade

Samtidig åbner borgmester Anker Boye op for, at bilerne kan passere Thomas B. Thriges Gade gennem parkeringsanlægget under gaden. Han foreslår, at bilerne kan liste gennem gaden ved at bruge de forskellige ind- og afkørsler i parkeringsanlægget.

Den løsning er dog ikke tilstrækkeligt for Venstre, der som det eneste parti i byrådet er imod lukningen af Thomas B. Thriges Gade.

- Det med, at man skal igennem en parkeringskælder, hvor man skal guide sig vej i et tempo, der ender i en trafikprop, anser jeg ikke som et reelt alternativ, siger Jane Jegind til avisen.

Oversigt

    Oversigt