Indvandrermænd, der lader sig skille, men bliver sammen med familien, er et voksende problem i Odense. Mændene opløser deres borgerlige ægteskab, men de fortsætter med at være muslimsk gift, siger rådmand Erik Simonsen (R) fra kommunens social- og arbejdsmarkedsforvaltning.
Resultatet er, at de "enlige" kvinder forsørges af kommunens kasse, lyder anklagen fra rådmanden i et læserbrev i Fyens Stiftstidende mandag.
Rådmanden kan ikke sætte tal på, men problemet er stigende, siger han til Ritzau og henviser til en kontrolgruppe i forvaltningen, der undersøger sager om socialt bedrageri.
Når det borgerlige ægteskab opløses, lever det muslimske ægteskab videre. Men parret får sociale ydelser, fordi de er separerede.