I det fynske folks tjeneste

Rådmand: Ingen ny frist til Skanska

Odenses rådmand Søren Møller(K) strammer nu tommelskruerne over for entreprenørfirmaet Skanska. Rådmanden vil ikke acceptere, at byggeriet af et nyt storcenter over for Odense Banegård bliver forsinket endnu en gang.

-

Odenses rådmand Søren Møller(K) strammer nu tommelskruerne over for entreprenørfirmaet Skanska. Rådmanden vil ikke acceptere, at byggeriet af et nyt storcenter over for Odense Banegård bliver forsinket endnu en gang.


10 år med en rodet og ustruktureret p-plads på én af Odenses mest attraktive byggegrund er nok. Nu vil politikerne i Odense have gang i byggeriet på den såkaldte Texaco-grund over for Odense Banegård.


\"Hvis Skanska kommer og beder om en forlængelse af byggerfristen på seks eller 12 måneder, så mener jeg, at vi skal sige nej\", siger Rådmand Søren Møller(K).


Ingen lejere
I følge en aftale med Odense Kommune skulle Skanska have påbegyndt byggeriet af det nye storcenter i løbet af februar i år, men da entreprenørfirmaet ikke har tegnet nogle lejekontrakter endnu, er det tvivlsomt om byggeriet kommer i gang til tiden.


\"Hvis ikke Skanska kan overholde aftalen med Odense Kommune, så må vi se om der ikke er andre bygherrere, der kunne være interesseret i at bygge over for banegården. Jeg tror godt at vi kan finde andre entreprenører, der vil finde grunden interesssant\", siger Søren Møller.


Forhandlinger med avis
I følge TV 2/FYNs oplysninger har Fyens Stiftstidende vist interesse for at flytte administration og redaktion ind i det nye center over for banegården. Men kabalen går ind til videre ikke op, da Fyens Stiftstidende ikke kan finde en køber til avisen nuværende bygninger på Blangstedgårdsvej.


Per Berga fra Enhedslisten vil efter TV 2/FYNs omtale af sagen bede om at få en redegørelse for status på Texaco-byggeriet på Miljø- og Teknikudvalgets møde tirsdag.


Johan Schmeltz fra socialdemokratiet er imodsætning til rådmanden ikke afvisende over for at give Skanska endnu en udsættelse på 1-2 år.