Rådmand til nytårskur med damerne

Odense Kommune arrangerer for 6. år i træk nytårskur for de kvindelige seniorer, der bor på kommunens plejecentre. I dag fik de selskab af ældrerådmand Per Berga Rasmussen.

Det er Møllekroen i Agedrup, der i dag mandag og de næste to dage danner rammerne for årets damefrokost. I alt deltager 273 feststemte damer fra plejecentre i Odense, og de mødes til musik, dans og god mad.

I november blev der afholdt herrefrokost og nu er det blevet damernes tur.

Eneste mandlige deltager ved dagens nytårskur var rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Per Berga Rasmussen, Enhedslisten.

Det er enheden "Aktiviteter i Plejeboliger", der står bag arrangementet.

- Det er tydeligt at mærke, hvor stor en glæde vi skaber for vores beboere, når vi holder arrangementer som dette. Det giver mulighed for at mødes i festligt lag med dem man ser til dagligt, men også at knytte nye bånd til beboere på andre plejecentre, fortæller Vinnie Skovkjær, leder af Aktiviteter i Plejeboliger.

Oversigt

    Oversigt