Rådyr muligvis anbragt i skovhegn

Rådyret, der blev fundet med geviret viklet ind i et hegn i skoven Skåstrup Frihed på Nordfyn var sandsynligvis dødt, inden det kom i hegnet.

Hvis rådyret ved et uheld var blevet fæstnet til hegnet og var dødt af tørst eller angreb fra rovdyr ville stedet, hvor bukken blev fundet, have set anderledes ud.

Det siger Leif Lauridsen, som er skovfoged hos konsulentvirksomheden HedeDanmark, hvor skovens ejer er kunde.

Han bakkes op af formand for Bogense og Omegns Jagtforening, Kaj Rasmussen.

De har begge besøgt stedet og er enige om, at råbukken var død der, ville der have været tydelige trampemærker i jorden, der ville være afføring og hegnet ville have været maltrakteret.

Af gode grunde kan de selvfølgelig ikke give noget bud på, hvordan eller hvorfor rådyret havnede i hegnet, eller hvem der har gjort det.

- Det er måske nogen der vil sende et signal til skovens ejer, siger Kaj Rasmussen, Bogense og Omegns Jagtforening.

Myndigheder tjekker hegn

Ejeren af skoven, Palle Skov Jensen, som også ejer restaurantkæden, Jensens Bøfhus, har forklaret, at hegnet er rejst for at beskytte nyplantede småtræer, hvilket er lovligt.

Det bekræfter hans konsulent fra HedeDanmark, skovfoged Leif Lauridsen.

Nordfyns Kommune har besøgt stedet og besluttede tirsdag eftermiddag at henlægge sagen.

Også Skov- og Naturstyrelsen vil kigge på sagen, men mener umiddelbart ikke, der er noget at komme efter.

Oversigt

    Oversigt