I det fynske folks tjeneste

Rækkehusbrand tvinger beboere af huse

En brand i et enderækkehus i Louisenlund i Svendborg natten til mandag var så kraftig, at både beboeren i det brændende rækkehus og naboen har måttet finde et andet sted at bo.

En Brand i et rækkehus i Louisenlund i Svendborg natten til mandag skadede både det brændende hus og nabohuset så meget, at begge husejere måtte forlade deres huse. (Det er ikke huset på billedet.)

Klokken halv to natten til mandag lyder alarmen til branden, der er så kraftig, at brandvæsnet ikke kan få tilstrækkelig bugt med flammerne på grund af vinden.

- Vinden blæste desværre den forkerte vej, selvom brandfolkene kæmpede hvad de kunne. Huset blev meget medtaget, og nabohuset fik også nogle sodskader, så både kvinden i det brændende hus og naboen har måttet finde sig et andet sted at sove, fortæller vagtchef Hans Frederiksen, Fyns Politi.

De to sidste rækkehuse undgik røg og flammer, så her kunne beboerne blive.

I det brændte rækkehus boede en 63-årig kvinde, og hun har det efter omstændighederne godt.

Hvor og hvordan branden er opstået kan man endnu ikke sige.