Rahbæk Juel efter storsejr: - Jeg kniber mig i armen

Det var en stolt og overrasket Peter Rahbæk Juel, der sent tirsdag aften kunne konstatere, at hans parti har fået et drømmevalg i Odense. De røde partier får i alt 17 mandater mod 12 til de blå partier.

Der var stående klapsalver blandt partifællerne, da Peter Rahbæk Juel kort før midnat dukkede op på Odense Rådhus. Partiet er gået markant frem i Odense, og står til 42,3 procent af stemmerne, når alle valgsteder på nær ét er talt op. 

Og borgmesteren, da for under et år siden overtog posten efter bykongen Anker Boye, var også selv både glad og overrasket over valgresultatet. 

- Jeg kniber mig lidt i armen, lød det fra Peter Rahbæk Juel på vej ind til partifællerne, og peger på, hvad han selv tror, er grunden til det gode valg:  

- Vi har kørt en positiv valgkamp. Vi har været optimistiske, vi har troet på Odense, og det har odenseanerne gengældt. Det er jeg rigtig glad for. 

Ikke borgmester endnu

Det foreløbige resultat viser, at Socialdemokratiet går hele 13,4 procentpoint frem i Odense. Men på trods af det meget positive valgresultat, så vil Peter Rahbæk Juel ikke kalde sig selv for Odenses borgmester endnu. 

- Det kan jeg jo først, når byrådet har haft sit konstituerende møde, men der er jo et godt udgangspunkt i aften, siger han.

Socialdemokraterne endte med 13 pladser i byrådet, mens Enhedslisten går et mandat tilbage og ender på to. SF, De Radikale og Alternativet får hver én plads. Venstre går to pladser tilbage og ender med seks mandater. Dansk Folkeparti går også et mandat tilbage, mens De Konservative holder skansen og beholder deres tre mandater.

Liberal Alliance blev ikke valgt ind.

Det konstituerende byrådsmøde i Odense bliver afholdt den 13. december.  

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt