Rambuktyve rydder guldsmed i Ringe

Fyns Politi måtte natten til tirsdag rykke ud til et rambuktyveri i en guldsmed i Ringe.

Her havde to tyve brugt en Mazda 323 til at komme ind i guldsmeden Munk Petersen i Algade 34. Udover bilen brugte tyvene mælkekasser og en bjælke.

Vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede fortæller, at de har set tyve benytte samme fremgangsmåde ved et rambuktyveri i Svendborg.

Ifølge vidner brugte tyvene omkring et minut på at komme ind i butikken og ud igen.

Gerningsmændene kørte i en mørkeblå Mazda 323 med nummerpladen AW 24 464. Bilen er blevet stjålet fra dens ejer i Åparken i Nyborg i tidsrummet fra klokken 20 mandag aften frem til gerningstidspunktet.

Ejeren af den stjålne bil har fortalt politiet, at der ikke var meget benzin på bilen. Derfor kan det ifølge Fyns Politi tænkes, at en tankstation kan have overvågningsbilleder af gerningsmændene.

Vidner beskriver de to gerningmænd således.

Begge er de mellem 170-180 cm. Den ene er spinkel og havde en grå hættetrøje og jeans på. Den anden er kraftig og bar en mørk hættetrøje og hængerøvsbukser.

Politiet har endnu ikke overblik over, hvor meget tyvene har stjålet.

Oversigt

    Oversigt