Rammstein - tyske tungrockere med forkærlighed for ild

Der bliver tale om et sandt sansebombardement, når de tyske tungrockere angriber publikum med deres eksplicitte sceneshow. Metal med masser af ild!

Tyske Rammstein skiller sig ud fra mængden af bands, der spiller hård rock. De er ikke som nogen andre. Navnet Rammstein har de taget fra den vesttyske luftbase Ramstein Air Base, hvor tre fly i 1988 kolliderede under et luftshow og styrtede ned blandt publikum med 500 sårede og 74 døde som følge af ulykken. Det ekstra "m" i Rammstein giver ordet en anden betydning - en vædresten, der vædrer eller rammer direkte ind i noget.

Selv siger bandet, at navnet passer godt til deres musik.

Musikken er tung, metallisk rock, der genremæssigt går under betegnelsen NDH (Neue Deutsche Härte), de synger på tysk og deres liveshows er kendt for ekstrem brug af ild og fyrværkeri.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tungt men også melodisk

GAFFA-anmelder Ole Rosenstand Svidt siger om Rammstein:

- Det er et stort, tysk band inden for den hårde rock, som er kendt for et spektakulært sceneshow, hvor de altid har ild med på scenen. Og fyrværkeri. Der er gang i den. Det er ret tungt, men det er også meget melodisk musik.

Ole Rosenstand Svidt regner med, at den voldsomme brug af ild også vil gøre sig gældende på Tinderbox.

- Det vil undre mig meget, hvis der ikke er noget ild på scenen, meget ild på scenen, fordi det er deres brand. Fyrværkeri. Måske skal de også en tur ud i en gummibåd ud over publikum. Det er de også kendt for at gøre. De har nogle tricks, de er kendt for at bruge, men det er stærkt underholdende.

Chauvinistisk og pervers

Rammstein har lagt ryg til megen kritik. Tyske medier har kaldt bandet det mest perverse nogensinde, og det har da også måtte overnatte i et mexicansk fængsel efter at have optrådt nøgne. Forsanger Till Lindemann ruller på sine r'er, hvilket nogle har sammenlignet med måden Hitler og Goebbels udtale deres r'er. De har også fået skyld for at glorificere Nazi-Tyskland, men selv hævder bandet at være venstreorienterede, der er stolte af at være tyskere.

Forsanger Till Lindemann har engang udtalt til musikbladet Kerrang!, at ”vi skubber bare grænserne. Vi kan ikke gøre ved, hvis folk ikke kan lide, at grænserne skubbes.”

Ekstraordinær stor scene

Rammstein spiller på Tinderbox' røde scene, der er blandt de største der har stået på dansk grund. Alt tyder på, at det er fordi det tyske metalband stiller op med alt, hvad den kan trække af hård rock, flammer og fyrværkeri.

Rammstein er blandt dette års absolutte headliners, også selvom deres univers ikke hører til i mainstream-genren.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er ikke nødvendigvis musik som folk lytter til derhjemme, men de har alligevel nogle hits, og så er de kendt for det her spektakulære show. Og selvom det egentlig er sådan lidt halvtung musik, så er det alligevel så melodisk, at folk, også selvom de ikke lytter til hård musik ellers, så skal de lige høre det og se det, fordi det alligevel er så folkeligt som det er, siger Ole Rosenstand Svidt.

Rammstein går til angreb torsdag  klokken 01.00. Du kan læse mere om de flammeglade tyskere og se deres koncertkalender her.

 

Oversigt

    Oversigt