Rapport advarer virksomheder mod fynske øer

Dansk Erhverv advarer virksomheder med store drømme om at slå sig ned på Langeland og Ærø. I Nyborg går det langt bedre.

Læg din virksomhed i Nyborg eller Odense, og hold dig væk fra Langeland og Ærø. I hvert fald hvis du har brug for arbejdskraft. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Dansk Erhverv.

I løbet af de næste tre år vil antallet af borgere mellem 20 og 64 år falde med mere end 4,5 procent på Langeland. Dansk Erhverv advarer derfor virksomheder med store drømme om at slå sig ned på Langeland. 

- Der har været en del industrivirksomheder, der er lukket, og her kunne være nogle spændende job, siger spidskandidat Jan Ole Jakobsen (V), som i disse dage er på jagt efter nye borgere i forbindelse med Langelandsfestivalen.

- Vi må være så ærlige og sige, at vi får ikke de store virksomheder hertil, erkender han.

Nyborg-virksomhed: Vi forventer stor vækst

Anderledes ser det ud hos Amminex i Nyborg, som med ny teknologi kan sænke udledningen af giftige NOx-gasser fra dieselkøretøjer.

- Forventningen er stor vækst, siger fabrikschef Christopher Sund.

Nyborg-virksomheden har 13 ansatte, men forventer mange flere inden for de næste fem år.

Borgmester: Arbejdskraft er en styrke

Paradoksalt nok er det en fordel for Nyborg Kommune, at ledigheden er i bund, for Amminex kan ikke vækste, hvis der ikke er folk til at tage deres job.

- At vi har adgang til rådig arbejdskraft, bliver en styrke i fremtiden, og det er vi glade for, siger Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V).

Selv om meldingerne på Langeland er dystre, er Venstre optimistisk på Langeland.

- Vi håber selvfølgelig, at der er mange små enkeltmandsvirksomheder eller mindre virksomheder, der kan se muligheden i at være her (på Langeland, red.), siger Jan Ole Jakobsen, der har opskriften klar.

- Vi må have brandet Langeland godt, fastslår han.

Rapport: Udvikling kan skade vækst i hele Danmark

Landdistrikternes Fællesråd vurderer, at udviklingen kan skade væksten i den samlede danske økonomi, såfremt der ikke bliver mere arbejdskraft til rådighed for virksomhederne på landet.

- Kommunerne skal gå sammen med virksomhederne og arbejde hårdt på at tiltrække flere borgere. I de her kommuner er der den store fordel, at der rent faktisk er jobgaranti. Men hvis de virksomheder, som gerne vil udvikle sig, ikke kan gøre det, fordi de ikke kan få den nødvendige arbejdskraft, er det et problem for hele landet, siger formand Steffen Damsgaard til Berlingske Business og fortsætter:

- Virksomhederne vil holde igen og få en lavere vækst, end de ellers vil kunne have fået. Den manglende vækst, der vil være i landkommunerne, vil ikke blive modsvaret af en tilsvarende større vækst i storbykommunerne.

Her kan du læse hele rapporten fra Dansk Erhverv. 

 

Oversigt

    Oversigt