I det fynske folks tjeneste

Rapport: Cykelturismen i Danmark kan blive endnu bedre

Nu kommer den første rapport om, hvordan man forbedrer cykelturismen i Danmark.

1,5 millioner turister cykler hvert år på deres ferie i Danmark. Det skaber vækst, men potentialet er endnu større.

Mange cykelturister kommer hvert år til Danmark for at hjule rundt i et fladt land med smuk natur, kulturelle oplevelser og en god cykelinfrastruktur. Og cykelturismen er stigende. Det er godt for de lokale virksomheder – ikke mindst i vandkantsdanmark. Men ifølge årsrapporten fra Ekspertgruppen for Cykelturisme er potentialet endnu større. 
 
- Formålet med årsrapporten har netop været at pege på de centrale udfordringer, indsatsområder og initiativer, der kan arbejdes med for at styrke og udvikle cykelturismen yderligere i Danmark, siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet, som også er formanden for Ekspertgruppen for Cykelturisme. 
 
Årsrapporten er unik, for det er første gang, at en bred kreds af aktører indenfor cykelturismen i Danmark har gjort status over, hvad der skal til for at gøre Danmark til et endnu mere attraktivt cykelland for turister.  
 
En af de vigtigste pointer i rapporten er, at Danmark som førende cykelnation har et godt udgangspunkt for at tiltrække endnu flere cykelturister til landet. Men for at realisere potentialet skal flere hjul rulle i samme retning. 
 
Ekspertgruppen anbefaler blandt andet:

• At relevante nationale cykelruter får et serviceeftersyn i forhold til trafiksikkerhed, skiltning, infrastruktur m.m. 
• At cykelturismen udvikles målrettet i de destinationer og langs de relevante lange ruter, som har det største turistmæssige potentiale
• At der skabes opbakning til en langsigtet markedsføringssatsning med henblik på at realisere det store potentiale for dansk cykelturisme.

Ekspertgruppen for Cykelturisme offentliggør sin årsrapport om Cykelturisme i dag på Den nationale cykelkonference i Odense.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip