I det fynske folks tjeneste

Rapport lægger ansvar for udslip hos Dan Gødning

Dan Gødning skal tygge på afgørelse om ansvar for kvælstof i Lillebælt

Miljøet i Lillebælt vil i de kommende syv-ni år være præget af gødningsudslippet fra Dan Gødning i februar 2016. Det konkluderer Fredericia Kommune med professor Stig Markager, Aarhus Universitet, i ryggen. Det skriver Fredericia Dagblad.

Stig Markager vurderer, at de negative miljøeffekter må antages at fortsætte i årene fremover og over et stort område, som omfatter den vestlige Østersø, det Sydfynske Øhav, hele Lillebælt og - over tid - også Bælthavet.

Med det in mente, mener Fredericia Kommune, at konsekvenserne er så alvorlige, at udslippet er omfattet af miljøskadeloven. Og ansvaret skal placeres hos Dan Gødning.

- Vi har nu fået rapporten fra Teknologisk Institut, som viser, at årsagen til uheldet skal findes hos Dan Gødning, siger miljøchef i Fredericia Kommune, Inger Pabst til mediet.

Rapporten konkluderer, at der ikke har været en tredjepart inde over, som har været årsag til uheldet.

Derfor anser Fredericia Kommune Dan Gødning A/S som den ansvarlige for udslippet af kvælstof til Lillebælt i mængder, der vurderes at medføre overhængende fare for en miljøskade, fremgår det af afgørelsen.

Fredericia Kommune vurderer stadig, at der samlet set er ledt mindst 4000 ton kvælstof direkte ud i Lillebælt. Dan Gødning er tidligere gået i rette med kommunen på det punkt, og mener, at der højest er udledt 2100 ton kvælstof. Kommunen henviser til sine eksperter, Dan Gødning til sine.

Det forventes, at Fredericia Kommune inden for 14 dage sender det endelige forslag til afgørelsen om, at miljøskadeloven skal tages i brug til Miljøstyrelsen.

- Vores svar er til høring hos Dan Gødning i disse dage, og de har mulighed for at komme med deres kommentarer, og så træffer Miljøstyrelsen i sidste ende den endelige afgørelse, siger Inger Pabst til Fredericia Dagblad.