Rasmus Falk: Folk giver sig ikke nok

OB's bedste savnede vildskab hos sine holdkammerater Europa League-fiaskoen mod polske Wisla Krakow.

Rasmus Falk var OB's bedste spiller i 1-2-nederlaget til Wisla Krakow i Europa League torsdag aften.

Men den 19-årige fynbo fik ikke meget hjælp fra sine holdkammerater i nederlaget, og Falk er ikke tilfreds med indsatsen på det fynske mandskab.

- Humøret er ikke i top, og det har det ikke været i lang tid. Folk giver sig ikke nok og løber den ekstra meter for sidemanden. Det må ikke ske på det her niveau, men det er som om, at det er hårdere at løbe i modgang end i medgang, siger Rasmus Falk.

Nederlaget til Wisla Krakow betyder, at OB er ude af Europa League efter en mærkværdig sæson, hvor man ellers startede med flotte præstationer mod Villarreal og Panathinaikos.

- Der er sket noget siden da. Vi har ikke den samme vildskab. Det er deprimerende. Vi står med en ærgerlig fornemmelse.

- De europæiske kampe er sjove, fordi der er en anden stemning. Vi er utroligt kede af det, og det er utrolig træls, siger Rasmus Falk.

Rasmus Falk spillede en uvant rolle på venstrekanten, men gjorde det godt og scorede et fint mål, inden han måtte lade sig udskifte med en skade.

- Det var en ny rolle, og jeg synes, at jeg gjorde det ok. Jeg har måske ikke så dansk en spillestil, for jeg tager nogle chancer og udfordrer. Jeg spiller aggressivt, og det vil jeg ikke lave om på, siger Rasmus Falk.

OB mangler stadig to kampe inden juleferien: Mod Sønderjyske i Superligaen og Fulham i Europa League.

Oversigt

    Oversigt