I det fynske folks tjeneste

Rasmus Falk: OB-nedture gjorde mig stærk

04:26

OB's store profil spiller sidste kamp i weekenden. Vi har ham i studiet til en snak om hans OB-tid og om fremtiden.

Søndag spiller Rasmus Falk sin sidste kamp for OB inden han rykker til de nykårede danske mestre hos FC København.

Når spillerne fra OB søndag går ind på Tre-For Park mod Aab, så er det sæsonens sidste superligakamp. 

For hele otte spillere er det også sidste kamp for OB. Deres kontrakter udløber nu.

Særligt en af spillerne har fået meget fokus, efter han for flere måneder siden skrev kontrakt med de nykårede mestre fra FC København.

Falk vil savne

Rasmus Falk siger således søndag farvel til OB og den spilledragt, der siden 2005 har været en væsentlig del af hans 24-årige liv.

- Der er mange mennesker jeg har været omgivet af i mange år. De betyder utroligt meget for mig, så på den måde er det specielt. Det er mennesker jeg kommer til at savne rigtig meget, siger Rasmus Falk til TV2 /FYN.

Rasmus Falk kom til OB fra Middelfart, og kunne han skrive historien selv, ville han ønske at de sidste par år i OB havde indeholdt kampe om placeringerne i toppen.

- Fodbold er op- og nedture. Det har det også været i OB. Jeg har lært af både op- og nedturene, og det har hjulpet mig i min personlige udvikling. Det er selvfølgelig opturene jeg husker mest, men også de nedture, der har været, de har været med til at rykke mig til at blive bedre spiller, og gjort mig stærkere på mange måder, siger Rasmus Falk. Han drømmer fortsat om en karriere som professionel i udlandet.

- Det er stadig en målsætning, at jeg når at komme til udlandet, siger Rasmus Falk.

160 kampe

Rasmus Falk er noteret for 160 kampe på OB's førstehold. Han har scoret 27 mål.

Kampen mellem OB og Aab søndag klokken 17.00. Den spilles i Tre-For Park, men kan også ses på TV3 Sport.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip