Rasmus Falk på landsholdet

OB?s Rasmus Falk blev torsdag udtaget af landstræner Morten Olsen til landsholdets kampe mod Malta og Armenien.

Rasmus Falk er udtaget til kvalifikationskampe mod Malta og Armenien på udebane fredag den 6. og tirsdag den 10. september.

Dermed bliver han rykket op fra U21-landsholdet, efter han i sommer meddelte, at han atter er klar til landsholdsfodbold efter en periode, hvor han har koncentreret sig om sin karriere på klubholdet.

- Jeg fik et opkald i går fra Morten Olsen. Jeg var så overrasket, at jeg tænkte, at det måtte være én, der tog pis på mig. Jeg havde ikke set det komme, men jeg er utroligt stolt og overrasket, og jeg glæder mig helt vildt. Det giver selvtillid, og det fortæller mig, at det er det rigtige, jeg arbejder henimod, og at det er de rigtige ting, jeg gør. Så det er en stor anerkendelse, siger Rasmus Falk til OBs hjemmeside.

Morten Olsen havde første gang Rasmus Falk inde i billedet til Ligalandsholdet i januar 2012, og det er derfor med stor tilfredshed for landstræneren, at han efter samtaler med såvel Rasmus Falk selv som hans træner Troels Bech har fået bekræftet, at den 21-årige OB-spiller er klar til at tage skridtet op på A-landsholdet efter i alt 35 kampe på ungdomslandsholdene.

- Rasmus er et stort talent, som vi har fulgt tæt og meget gerne ville have haft med tidligere. Han har en række kompetencer, som vi tror på allerede nu. Og fortsætter han sin udvikling, vil de kompetencer kunne blive en endnu større gevinst for landsholdet i fremtiden,siger landstræner Morten Olsen.

Oversigt

    Oversigt