Razzia i Svendborgsund: Politiet snuppede syv

Manglende redningsveste, manglende speedbådskørekort og for høj fart udløste mandag bøder til 7 motorbådsejere i Svendborgsund. Politiet har netop iværksat en flere uger lang razzia i det sydfynske øhav.

Fartbøller

Razziaen begyndte igår. Det lune sensommervejr havde lokket masser af sejlende ud på sundet og 17 af dem blev til deres store overraskelse opbragt af det sejlende politi. Knapt halvdelen af dem havde ikke helt rent mel i posen

- De tog det meget pænt, selvom de ikke er vant til at møde politiet ude på vandet, siger vagthavende fra Svendborg politi.

Strandgæster og beboere ved Svendborgsund har gennem længere tid klaget over fartbøller på  vandet. 4 af de både politiet opbragte sejlede for stærkt.

Hele Sydfyn tjekkes

De bådejere, som har overtrådt et eller flere reglementer får nu bøder på mellem 500 og 1000 kroner.
 
Det er ikke kun de sejlende i Svendborgsund, som de kommende uger skal tage sig i agt. Politiet sejler i hele farvandet syd for Fyn.

Oversigt

    Oversigt