I det fynske folks tjeneste

Terror i Bruxelles: Fynbo besøger sin søn i EU-Parlamentet

Den konservative Lars Bendix fra Odense er i Bruxelles for at besøge sin søn, som arbejder i EU-Parlamentet i Bruxelles.

De seneste meldinger fra terrorangrebet i Bruxelles fortæller, at mindst 13 er dræbt i eksplosioner i lufthavnen og en metrostation, som ligger ved siden af EU-Parlamentet.

Al offentlig trafik er lukket ned i hele Bruxelles. De konservatives formand i Odense, Lars Bendix, er i øjeblikket i Bruxelles, hvor han besøger sin søn, som arbejder i parlamentet.

- Det er voldsomt. Min søn gik faktisk i Bruxelles i går og talte om, at det var overraskende så lidt politi, der var synligt i byen, og at alt egentlig er roligt. Men det skal jeg lige love for er anderledes i dag. Der er lige kørt en militærvogn forbi mig, og der er konstante udrykninger.

Lars Bendix stod lige foran Parlamentet, da vi talte med ham. Han fortæller, at der er svært bevæbnet militær alle vegne.

- Det er et paradoks, fordi folk ser bekymrede ud og samles i grupper rundt omkring. Men livet går også videre, og der sidder folk på caféerne og drikker kaffe.

Han fortæller også til TV 2/Fyn, at det er svært at tale om at føle sig sikker, når man ved, der er terrorister på fri fod - men at der virker til at være godt styr på situationen. Han er også i tæt kontakt med sin søn, som arbejder videre hele dagen i Parlamentet.

- Som far ville jeg da hellere have min søn hjemme i sikkerhed i Danmark, men omvendt så står verden jo ikke stille, så selvfølgelig skal livet gå videre.

Ved du noget? Så send os et tip