I det fynske folks tjeneste

Red Barnet: Ærøpigerne skal høres

Både Red Barnet og den konservative socialminister Henriette Kjær kritiserer nu Ærøskøbing Kommune for håndteringen af sagen om de to piger på 10 og 12 år, der i november flygtede fra deres alkoholiserede mor for at bo hos deres storesøster på Sjælland. Pigernes rettigheder skal respekteres og deres mening skal høres, lyder beskeden.

-

Både Red Barnet og den konservative socialminister Henriette Kjær kritiserer nu Ærøskøbing Kommune for håndteringen af sagen om de to piger på 10 og 12 år, der i november flygtede fra deres alkoholiserede mor for at bo hos deres storesøster på Sjælland.
Pigernes rettigheder skal respekteres og deres mening skal høres, lyder beskeden.

 


Mimi Jakobsen: Respekter pigerne

\"Jeg synes, at der i den grad mangler respekt for de to børns rettigheder\", siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet.

Både Mimi Jacobsen og Henriette Kjær mener, at kommunen bør revurdere deres beslutning om, at pigerne skal hentes tilbage til Ærø for at blive placeret i familiepleje der. Pigerne vil nemlig ikke tilbage til øen, hvor de blev mobbet på grund af deres mors alkoholproblemer. De vil blive hos deres 19-årige storesøster og hendes 27-årige kæreste på Sjælland, hvor de både går til spejder og i skole.

\" Jeg vil være her, hvor der er nogen der holder af mig, jeg føler ikke, at der er nogen der elsker mig på Ærø\", siger den ene af de to små piger.

Et af de punkter, som ministeren kritiserer Ærøskøbing Kommune for, er at børnene ingen begrundelse har fået for, at kommunen vil have dem tilbage til øen. Heller ikke TV 2/Fyn har kunnet få den begrundelse, når man ringer til socialinspektør Freddy Olsen hos Ærøskøbing Kommune, så lægger han nemlig røret på. 
Den manglende begrundelse gør det svært for pigernes 19-årige storesøster at forklare pigerne, hvordan deres fremtid tegner sig.

\" Hvordan skal vi kunne forklare dem det, når vi ikke engang kan forstå det\", siger storesøsteren Kirsten Hansen.

 

Ved du noget? Så send os et tip