Redaktør: Politistationerne bliver lukket trods protester

Konflikten mellem politidirektøren og 600 fynske betjente har givet borgmestrene en anledning til komme med deres kritik igen.

Flere fynske borgmestre opfordrer nu politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen til at genåbne de lukkede lokal- og landpolitistationer, men det kan de ifølge TV 2/FYN's politiske redaktør Jesper Buch godt skyde en hvid pind efter.

- Beslutningen om at lukke politistationerne står ved magt. Den bliver ikke ændret, fordi politidirektøren har interne problemer, og den bliver heller ikke ændret, hvis der kommer en ny politidirektør. Så det bliver der ikke rørt ved, og det tror jeg egentlig også godt, man ved ude i kommunerne, siger han. 

De interne problemer kom ud i fuld offentlighed mandag, da 600 medlemmer fra Fyns Politiforening afbrød samarbejdet med politidirektøren på grund af kommunikations- og samarbejdsproblemer.

- Det her handler sådan set bare om, at borgmestrene har fået en aktuel anledning til igen at bringe deres frustration over, at politistationerne er blevet lukket. Mere tror jeg ikke, man skal lægge i det, siger Jesper Buch. 

Ifølge Jesper Buch er det nu ikke fordi, at borgmestrene oplever Kit Claudi Grøn-Iversen som svær at samarbejde med.

- Det er ikke det, jeg hører, når jeg snakker med dem ude i kommunerne. tværtimod, lyder fra Jesper Buch.

I stedet siger borgmestrene, at de har haft en åben dialog med politidirektøren, og at hun har været meget imødekommende

- Vi har selvfølgelig været - siger borgmestrene - været rygende uenige i den beslutning, som er truffet, hvilket er sådan set er fair nok, men dialogen har været god siger de, fortæller Jesper Buch.

Det var især reorganisering af det fynske politi, som fik de 600 medlemmer ud af omkring 800 ansatte hos politiet til at afbryde samarbejdet med politidirektøren.

Og i mandags rullede endnu en etape af reorganiseringen ud. Det betød, at de fynske lokal- og landbetjente i Middelfart, Nyborg, Assens, Ringe, Gudme, Broby og på Ærø nu skal til enten Odense eller Svendborg, fordi stationerne lukker. Grunden er, at det fynske politi skal centraliseres.

Oversigt

    Oversigt