Redaktør: Tomme trusler fra radikal rådmand

TV 2/FYNs politiske redaktør Jesper Buch er overrasket over dagens meldinger fra den radikale rådmand Susanne Crawley Larsen, som sidder med nøglen til det røde flertal i Odense Byråd.

Rådmanden siger i dag til TV 2/FYN, at hun har nogle krav, inden hun peger på Peter Rahbæk Juel som ny borgmester efter Anker Boye.

- Som jeg forstår udtalelserne fra rådmanden, så vil hun have et møde med Socialdemokratiets Peter Rahbæk Juel, inden hun peger på ham som ny borgmester. Hun siger, at hun har behov for at blive bekræftet i, at de aftaler og forståelser hun har haft med den tidligere borgmester, stadig gælder.

- Det kan jeg sådan set godt forstå, at hun har, men jeg forstår ikke, at hun mere eller mindre direkte kæder det sammen med konstitueringsaftalen, siger Jesper Buch.

Før sidste valg blev der indgået en samarbejdsaftale, der betød, at Susanne Crawley i realiteten frit kunne vælge rådmandspost, hvis hun kom i byrådet. Til gengæld lovede hun og det Radikale Venstre at pege på Anker Boye som borgmester, hvis han fik flertal efter valget.

- I dag sidder Radikale således med en rådmandspost i kraft af den aftale, der blev indgået med Socialdemokratiet. Og Socialdemokratiet sidder på borgmesterposten i kraft af den aftale, som blev indgået med Radikale. Den aftale har sådan set ikke noget at gøre med, at Anker Boye har trukket sig før tid, siger Jesper Buch.

quote Det kan jeg kun opfatte som en tom trussel, fordi det vil efterlade en hel ny og uoverskuelig situation for det røde flertal, hvor hendes egen rådmandspost kan komme i spil.

Jesper Buch, Politisk redaktør på TV 2/FYN

- Derfor er det en lidt underlig melding, og man får lidt det indtryk, at rådmanden truer med  at bryde konstitueringsaftalen, hvis ikke hun kan få bekræftet nogle aftaler og forståelser. Det kan jeg kun opfatte som en tom trussel, fordi det kan efterlade en hel ny og uoverskuelig situation for det røde flertal, hvor også hendes egen rådmandspost risikerer at komme i spil.

- Men det er da interessant, at rådmanden vil have et møde, fordi der er indgået aftaler, som hun gerne vil have bekræftet. Er det aftaler med politisk indhold? Og hvis det er tilfældet, synes jeg da, at det kunne være interessant at kende indholdet i de aftaler, så politikerne i hele byrådet kan få en åben politisk diskussion, siger Jesper Buch.

Oversigt

    Oversigt