Reddede kajakroer fra døden

Der lå en dramatisk redningsaktion fra en kvindelig kajakroer bag, da en tragisk drukneulykke blev afværget torsdag.

Jacqueline Landau var ude at sejle i sin kajak ved marinaen i Kerteminde, da hun opdagede en livløs mand flyde i vandet.

- Jeg prøvede at få ham hevet op på min kajak, så han kunne få ilt, fortæller Jacqueline Landau til TV 2/FYN.

Hun endte med at redde mandens liv. Men det der kunne have været en livsbekræftende oplevelse, endte med at være ubehageligt for hende, da hun havde svært ved at få andre til at hjælpe til.

- Jeg prøvede på et tidspunkt at få fat på nogle fiskere, men de vendte sig om. Og en mand, der var ude at gå tur og snakkede i mobil gik bare videre. Jeg følte mig bare så magtesløs, siger Jacqueline Landau.

De omtalte personer har sandsynligvis ikke været klar over, at Jacqueline Landau på det tidspunkt kæmpede en brav kamp for at holde den livløse mand oppe.

- Hvis nogen ser sådan noget en anden gang, så håber jeg, at nogen vil hjælpe med i det mindste at ringe, opfordrer hun.

Nogen endte med at hjælpe med at få tilkaldt ambulancen, men Jacqueline Landau oplevede at der burde være flere, der havde hjulpet til i det kvarters tid, hvor hun kæmpede for at redde den druknede mand.

Følelsen af ikke at have gjort det godt nok, blev først fjernet, da Jacqueline Landau senere fik et opkald fra redningsfolkene om, at manden var blevet genoplevet.

- Det var fantastisk, siger hun.

Oversigt

    Oversigt