I det fynske folks tjeneste

Redegørelse på vej om tabte dokumenter

PET-ledelsen er ved at lave en redegørelse om, hvordan et fortroligt papir fra terrorsagen i Odense kunne havne på gaden. Folketinget får den, når den er klar.

Politiets Efterretningstjeneste vil lave en skriftlig redegørelse for, hvordan det kunne gå til, at et fortroligt papir om de planlagte anholdelser af terrormistænkte kunne ligge og flyde på en togstation i Buddinge ved København.

Når redegørelsen er færdig, vil den blive sendt til Folketingets retsudvalg, oplyser justitsminister Lene Espersen (K).

Vicepolitimester Arne Gram, Odense Politi, siger torsdag til Ritzau: 
 
- Vi vil afvente PET's redegørelse og derefter overveje sagen i relation til retten og til forsvarerne.

Han vil ikke svare på, om dommer Ingrid Therkelsen og forsvarerne nu kan vente at få en skriftlig redegørelse om forløbet med de tabte papirer.

Først på ugen blev det første store sikkerhedsbrist afsløret, da en person fandt udkastet til en fortrolig rapport fra Beredskabsstyrelsen ligge og flyde på gaden. Rapporten beskrev det sprængstof, som PET fandt hjemme hos en af de sigtede.