I det fynske folks tjeneste

Redningsaktion Allested-Vejle

01:55

Borgere fra Allested-Vejle var mandag på rådhuset med deres redningsplan for deres lokalsamfund.

1 af 2

Borgerne fra den lille by Allested-Vejle mødte mandag morgen op på rådhuset i Ringe. Ikke for at protestere, men med et udviklingsforslag, der skal redde byens skole fra lukning.

15 mennesker havde mandag morgen meddelt deres chef, at de blev forsinket på arbejde. De havde en aftale med borgmesteren.

- Vi er her idag, fordi borgmesteren har inviteret os til at aflevere vores udviklingsplan for Allested-Vejle, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Udviklingsplanen skal være med til at brande de muligheder, byen rummer, og som kan være med til at tiltrække specielt børnefamilier.

- Vi ligger tæt på Odense, tæt på motorvejen, vi har alt det som en ung børnefamilie efterspørger, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Glad for deltagelsen

Borgmester Christian Thygesen (V) tog imod borgernes initiativ med glæde.

- Jeg elsker initiativlyst, og det er lige nøjagtig det, vi har set i dag. Jeg synes, det er rigtig positivt, at gruppen her har påtaget sig den udfordring, det er at komme med nogle forslag til, hvordan vi som kommune kan udvikle os, siger borgmesteren.

Men er det ikke kommunen, der skal redde de små samfund?

- Hvem er kommunen? Kommunen, det er os alle sammen. Vi har alle sammen et ansvar for, at vi som fællesskab kommer videre, siger borgmesteren.

For Camilla Haustrup Hermansen var mødet en succes:

- Jeg synes, de tog rigtig godt imod vores oplæg til et videre samarbejde, og vi tager da imod deres invitation til at fortsætte den konstruktive dialog med kyshånd, siger hun.

Strategien med at redde byen fra landsbydød er at blive ved med at stille krav til kommunen, stille spørgsmål og være synlige.

Ved du noget? Så send os et tip