I det fynske folks tjeneste

Redningsaktion med helikopter: Togpassager så kæntret mand

Den helt store redningsaktion blev sat i værk søndag eftermiddag, da en togpassager fra Storebæltsbroen spottede en kæntret båd og en mand i vandet.

Klokken 15.44 søndag ringede en opmærksom togpassager 112, da han fra sit togvindue på vej over Storebæltsbroen så en kæntret sejlbåd i vandet, og en mand som klamrede sig til båden.

- Det opkald sætter en større redningsaktion igang med skibe, helikopter og en nyindkøbt drone, fordi man havde en teori om, at han kunne være drevet med strømmen, siger vagtchef ved Fyns politi Anders Furbo Therkelsen. 

Manden reddede sig selv

Det lykkedes dog ikke redningsfolkene at finde hverken kæntret båd eller manden i Storebælt.

- Man får så fat i en fisker på fynssiden, som ganske rigtigt har observeret en lille sejlbåd eller optimistjolle kæntre, hvorefter manden fra båden selv får hevet sig op og sejler videre, fortæller Anders Furbo Therkelsen.

Læs også Sejlbåd kæntret - redningshelikopter i luften

Politiet blev på Nyborg havn, for at finde den mand, som var kæntret.

- Vi har truffet ham, og han var ikke klar over det virak, det hele havde sat igang. Så det endte jo godt, siger Anders Furbo Therkelsen.

Manden bliver ikke sigtet, eftersom han ikke kunne gøre ved, at redningsaktionen blev sat i værk. Anders Furbo Therkelsen siger, at også togpassageren gjorde sin pligt ved at ringe 112, fordi han ikke kunne nå at se, at manden selv kom op i båden.