Redningsaktion på Nordfyn: Ægtepar drev til havs

En gummibåd med et sejl drev mandag middag til havs ud fra Hasmark Strand på Nordfyn.

Om bord i gummibåden var et tysk ægtepar. Ægteparret var taget på tur i en lille gummibåd med sejl, men i den kraftige fralandsvind drev de længere og længere ud fra kysten.

Beredskab Fyn blev alarmeret, og en helikopter fra Forsvaret blev sendt til stedet.

Beredskab Fyn mødte frem ved Hasmark Strand med ni mand, heriblandt dykkere og de sejlede ud i en af beredskabets redningsbåde, og fik ægteparret reddet i land.

- Vi får en melding kort før klokken 14, om at en båd er drevet ud. Vi ved, der er to personer i båden. Anmelderen oplyste, at de på det tidspunkt havde kæmpet for at komme i land i to timer, fortæller indsatsleder Mads Buse fra Beredskab Fyn.

Det var et midaldrende tysk ægtepar på ferie på Nordfyn, der var sejlet ud i gummibåden.

- Vi blev tager af vind og strøm. Jeg tror, vi var mellem fire og syv kilometer ude, inden vi blev reddet, fortæller den uheldige tyske sejler Olaf Seefeldt til TV2/FYN.

- Min kone var bange. Politiet sagde, det var dumt at sejle ud, siger Olaf Seefeldt til TV2/FYN.

Oversigt

    Oversigt