Regeringen beskyldes for nyt løftebrud

S og SF lovede i valgkampen, at de ville bruge en milliard kroner ekstra på landets ghettoområder. De penge er ikke at finde på finanslovsforslaget. Løftebrud, siger Venstre og DF.

Når S og SF ikke lægger penge på bordet til at renovere landets ghettoområder - som for eksempel Vollsmose i Odense - bryder de et løfte, mener Venstres Jane Heitmann.

- Vi kan igen konstatere et eklatant løftebrud fra S og SF. S havde lovet, at der blev afsat en milliard på finansloven til renovering af ghettoboliger, og det må vi bare konstatere, at de penge er der ikke, siger hun.

Pengene bliver brugt på noget andet

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen mener også, at regeringen begår løftebrud. Men det er i følge ham ikke det værste.

Det værste er, mener han, at regeringen ikke mangler pengene, de vælger blot at bruge dem på noget andet. Han henviser til, at ulandsbistanden kommer til at stige med 600 millioner kroner.

Og at pengene ikke kommer på bordet gør Ahrendtsen nervøs for, at udviklingen i Vollsmose går i stå.

- Jeg frygter, at vi får sværere ved at opfylde vores mål, der er at vi skal have flere danskere til at flytte ud til Vollsmose, vi skal have nogle nye boligformer og så videre, siger Alex Ahrendtsen.

Oversigt

    Oversigt