I det fynske folks tjeneste

Regeringen er klar til at halvere omstridte randzoner

1 af 2

De sprøjtefri randzoner langs vandløb, som landbruget er modstander af, kan blive halveret med ny aftale.

Regeringen og de borgerlige partier er tæt på at nå til enighed om at halvere det samlede areal af de udskældte randzoner i landbruget.

Det vil ske som en del af en ny vækstplan for fødevareområdet, erfarer Ritzau.

Landmændene har været stærkt utilfredse med randzoneloven, som betyder, at landmanden hverken må gøde eller bruge sprøjtegift i et bælte på 10 meter langs vandløb og søer.

Målet var, at det skulle etableres 50.000 hektar randzoner. Men i et aftaleudkast til en ny vækstplan for fødevarer fremgår det, at arealet af randzoner vil blive halveret til 25.000 hektar.

Ifølge Ritzaus oplysninger er forhandlingerne så fremskredne, at det forventes, at der kommer en aftale på et møde mellem partierne onsdag eftermiddag.

Randzonerne blev i første omgang indført af den tidligere VK-regering i 2011. Siden blev reglerne strammet i 2012 af S-R-SF-regeringen med støtte fra Enhedslisten.

Enhedslistens fødevare- og miljøordfører, Per Clausen, er da også stærk kritisk over for planen om at skære ned på randzonerne.

- Halveringen af randzonerne betyder en markant svækkelse af indsatsen for at sikre et rent drikkevand. Regeringen gennemfører nu ændringer, som ensidigt svækker beskyttelsen af natur og miljø, kritiserer Per Clausen.

Formålet med randzoneloven er at beskytte vandmiljøet og sikre den biologiske mangfoldighed af dyr og planter. Samtidig sikrer loven også offentligheden adgang til at gå ture langs vandløb og søer.

Landbruget har dog fra start været stærkt kritiske over for loven, som de beskylder for at ekspropriere deres jord uden at give tilstrækkelig kompensation.

Samtidig har der været tvivl om definitionen af vandløb og dermed også kommunernes udpegning af de arealer, der skal udlægges som vandløb.

Ved du noget? Så send os et tip