Min mening: Regeringen knuser ambition om lavere afgifter på Storebælt

Finansloven for 2019 er en våd klud i ansigtet på ambitionen om lavere broafgifter over Storebælt, mener Alexander Grandt folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Af Alexander Grandt, folketingskandidat for Socialdemokratiet

En direkte forbindelse mellem Jylland og Sjælland er rykket et skridt tættere på virkeligheden.

I regeringens finanslov for 2019 er der nemlig afsat 60 millioner kroner til en forundersøgelse af Kattegatforbindelsen. Dermed er der ved at blive skabt et grundlag for, at politikerne på et senere tidspunkt kan træffe beslutning om en egentlig anlægslov.

Forundersøgelse forudsætter høje storebæltstakster

MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG

Mens forundersøgelsen er godt nyt for Kattegattilhængerne, så er den samtidig en våd klud i ansigtet på ambitionen om lavere broafgifter over Storebælt. Det er nemlig en forudsætning i forundersøgelsen, at taksterne på Storebæltsforbindelsen ikke sættes ned, når gælden til broen er tilbagebetalt. Kattegatforbindelsen vil altså binde storebæltskunderne til urimeligt høje brotakster, ellers er der ikke skyggen af rentabilitet i Kattegatprojektet. Det kan vi ikke være tjent med.

LA løber fra storebæltsløfte

Forbindelsen mellem Jylland og Sjælland er efterhånden blevet lidt af et prestigeprojekt for Liberal Alliance, der ellers i flere omgange har talt for, at broafgiften over Storebæltsbroen helt skal fjernes. Nu er det partiets egen transportminister, Ole Birk Olesen, der igangsætter en forundersøgelse, der forudsætter urimeligt høje takster på Storebælt. Storebælt kan altså fortsætte som malkeko for finansiering af infrastruktur i Danmark.

Ikke nok med, at en Kattegatforbindelse unægtelig vil have negative konsekvenser for fynsk vækst- og erhvervsudvikling, så vil fastfrysningen af storebæltstaksterne ramme Fyn ekstra hårdt. Jeg kan godt forstå, at borgerne i Nord- og Midtjylland gerne ser en fast forbindelse med den mindre rejsetid og de øvrige fordele det giver, men at det skal foregå på bekostning af storebæltskunderne, er helt uacceptabelt.

Kampen for lavere afgifter er ikke slut endnu

Forundersøgelsen af Kattegatforbindelsen gør ambitionen om lavere afgifter på Storebælt højaktuel. Hvad skal der ske når broen er tilbagebetalt? Det spørgsmål bør Folketinget besvare inden nye gigantiske infrastrukturprojekter igangsættes. Når først spadestikket til Kattegatbroen er taget, er det for sent.

Min holdning ligger fast. Broafgiften på Storebælt skal ned og brugerbetalingen skal svare til de udgifter der er ved drift og vedligeholdelse af broen, når den er tilbagebetalt i 2034. Det er i den grad skuffende, at de borgerlige partier løber fra den ambition.

Oversigt

    Oversigt