I det fynske folks tjeneste

Uddannelser lukkes: Sandras drøm i fare

Regeringen har i dag offentliggjort dele af et nyt uddannelsesudspil, der kan få store konsekvenser for VUC på Fyn - og ikke mindst de mange unge mennesker, der benytter tilbuddene.

Foto: Pernille Gram

En ny samlet forberedende uddannelse skal erstatte en række tilbud og sikre, at 6.040 fynske unge uden hverken job eller uddannelse kommer i gang.  Målet er, at 100 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse eller opnå erhvervskompetence via beskæftigelse.

Sådan lyder ambitionen fra en ekspertgruppe, der er blevet bedt om at komme med anbefalinger til, hvordan man løfter især de udsatte unge videre i uddannelse og arbejde.

Ekspertgruppen foreslår derfor, at regeringen samler nogle af de mange uddannelsestilbud til de unge. Helt konkret ønsker ekspertgruppen, at man nedlægger en række uddannelser, blandt andet den almene og forberedende voksenuddannelse under VUC og produktionsskolerne.

I sidste ende vil det betyde, at jeg må gå fra mine timer for at kunne hente min søn. Men så vil jeg også risikere at blive smidt ud af mine studier, fordi jeg har for meget fravær.

Sandra Kaiser, VUC-studerende

I stedet laver man én ny forberedende uddannelse, som kommunerne har ansvaret for.

Får fynske konsekvenser

23-årige Sandra Kaiser er uddannet brødbager. Men fordi arbejdstiderne som brødbager gør livet med små børn svært, vil hun nu være skolelærer. Derfor er hun i gang med at tage 10. klasse på VUC i Søndersø.

- Det giver mig rigtig meget. Vi får rigtig meget støtte og hjælp her fra. Lærerne er gode, siger Sandra Kaiser.

Men snart kan Sandra Kaisers uddannelse være fortid.

Læs også Uddannelser nedlægges: Flere tusinde elever rammes

For står det til regeringens ekspertudvalg, vil elever som Sandra Kaiser snart ikke længere kunne tage deres 10. klasse på VUC. Den almene voksenuddannelse bliver nemlig en del af en ny uddannelsesinstitution, hvor der også vil være unge unge helt ned til 16 år. Blandt andet fra de nuværende produktionsskoler. 

- Jeg ville måske ikke synes, det var så fedt at skulle rende rundt med nogen, jeg slet ikke har noget til fælles med. Jeg har selv et barn, og de unge på 16 er et helt andet sted end mig, siger Sandra Kaiser. 

Uventet udspil

I ledelsen på VUC deler man bekymringen med den store aldersforskel. Stig Holmelund Jarbøl, der er rektor på HF & VUC Fyn, er overrasket over, at ekspertudvalget overhovedet foreslår at samle uddannelsestilbudene.

- Jeg havde ikke forventet, at man fra politisk side ville komme med sådan nogle anbefalinger. Voksne mennesker har brug for at være sammen med andre voksne mennesker. Det giver ikke mening at sætte dem sammen med 16-årige, mener Stig Holmelund Jarbøl.

 Voksne mennesker har brug for at være sammen med andre voksne mennesker. 

Stig Holmelund Jarbøl, rektor på HF & VUC Fyn, 

Skolelederens bekymring stopper ikke her.

VUC står nemlig til fremover kun at skulle stå for HF og HF-enkeltfag. Og det kan betyde at nogle af VUC's ni afdelinger på Fyn skal lukke.

- I de mindre kommuner vil vi ikke kunne fastholde systemet, hvis vi kun har HF. Det betyder, at de unge og de voksne fremadrettet skal til Odense eller Svendborg for at kunne tage et HF-tilbud, siger rektoren.

Transport giver problemer

For Sandra Kaiser vil det betyde, at hun skal tage sin HF i Odense i stedet for i Søndersø, når hun er færdig med sin 10. klasse.

Hun frygter, at den længere transporttid vil betyde, at hun i sidste ende må vælge sin drømmeuddannelse fra - alene fordi transporttiden frem og tilbage mellem Søndersø og Odense vil gøre det umuligt for hende at få hverdagen til at hænge sammen.

- I sidste ende vil det betyde, at jeg må gå fra mine timer for at kunne hente min søn. Men så vil jeg også risikere at blive smidt ud af mine studier, fordi jeg har for meget fravær, siger Sandra Kaiser.

Derfor har Sandra Kaiser særligt ét ønske til politikerne.

- Jeg håber, vi kan blive ved med at være heroppe i Søndersø, for jeg er rigtig glad for at gå her.

'One size fits all'

Uddannelsesforbundet har tirsdag udtrykt utilfredshed med, hvad de kalder 'one size fits all', altså at der ikke er mulighed for at lave forskellige tilbud til forskellige mennesker.

Forbundet mener blandt andet, at der er behov for en bred vifte af forberedende tilbud, så alle unge med hver deres faglige og sociale bagage får netop det tilbud, der passer til den enkelte.

Det er Steen Møller, der er beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, faktisk ganske enig med Uddannelsesforbundet i. Især i forhold til at samle uddannelsestilbuddene i enkelte større byer.

- Det er den del, jeg er mest skeptisk ved i forhold til udspillet. Der er behov for at få et eftersyn på, om den model, man har spillet ud med, i for høj grad går på 'one size fits all'. For sådan er det jo ikke, de unge er jo forskellige, siger rådmanden.

Ekspertgruppens forslag er endnu ikke vedtaget og skal snarest behandles i Folketinget. 

02:10 Luk video