Regeringen styrker indsats for hjemløse

Regeringen lægger i sit nye arbejdsprogram op til en mere målrettet indsats over for de hjemløse.

Regeringen vil i følge sit nye arbejdsprogram udarbejde en strategi for hjemløse i samarbejde med kommunerne Albertslund, Esbjerg, Frederiksberg, Høje-Taastrup, København, Odense, Randers og Århus.

- Når det gælder om at løse de hjemløses grundlæggende problemer, så er vi i fuld gang. Der er afsat 500 millioner kroner over fire år til at bekæmpe hjemløshed. Et af målene er, at ingen borgere behøver at leve et liv på gaden, siger socialminister Benedikte Kiær (K).

Ifølge en rundspørge fra Socialforvaltningen i København oplever stadig flere københavnske hjemløses en trist hverdag med vold og chikane. Et stigende antal slår løs på hinanden i kokainrus.

Denne udvikling bekymrer formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen (DF). Han vil nu rette henvendelse til socialministeren og ser gerne, at indsatsen over for hjemløse kokainmisbrugere bliver intensiveret.

- Hjemløsestrategien er et skridt på vejen. Men vi bliver nødt til at intensivere indsatsen over for hjemløse kokainmisbrugere. Hvis vi ikke gør noget ved dette problem på landsplan, risikere vi, at volden blandt de hjemløse eskalerer endnu mere, siger Martin Henriksen.

Benedikte Kiær ser med samme alvor på de hjemløses stigende forbrug af kokain.

- Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, der skal undersøge, hvordan vi får bremset det stigende kokainmisbrug blandt hjemløse, siger hun.

Oversigt

    Oversigt