Regeringen vil gerne hjælpe på Lindø

Regeringen vil gerne hjælpe med afbøde effekterne af lukningen af Lindøværftet. Det står klart efter et møde torsdag.

Her var Kertemindes borgmester Palle Hansborg-Sørensen (S) og Jan Boye (Kons.), borgmester i Odense Kommune, på Slotsholmen for at tale med økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (Kons.) og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

Under mødet forklarede borgmestrene om situationens alvor, og ministrene gav tilsagn om at hjælpe med en vækstplan for, hvad der skal være på værftet, når der om få år ikke længere skal bygges skibe.
- Vi er meget tilfreds med, at man er så opmærksom på problemet, siger Palle Hansborg-Sørensen til TV2/FYN.

Helt konkret skal kommunerne nu selv ud og lave en vækstplan for, hvilken type erhverv der skal være på Lindø. Regeringen vil hjælpe med det arbejde og potentielt senere lade staten støtte projekterne økonomisk.

Oversigt

    Oversigt