Region anker patientklager: - Sådan skal vi ikke spare penge

Region Syddanmark har de seneste to år sparet 13 millioner kroner ved at anke patientklagesager. Det er ikke i orden, mener socialdemokraten Poul-Erik Svendsen.

Siden 2014 har Region Syddanmark sparet 13 millioner kroner ved at anke sager, hvor patiener ellers har fået tildelt en erstatning på grund af forkert behandling.

Det betyder, at patienter skal betale deres erstatning tilbage til regionen, hvis de taber en ankesag.

Regionsrådet besluttede i slutningen af 2014, at regionen skulle teste afgørelser, der havde givet patienter erstatning på 100.000 kroner eller mere. 

Beslutningen har mødt hård kritik. Blandt andet fra Patientforeningen, der ikke mener, at patienter, der i forvejen har det svært, skal vente endnu længere tid på en afgørelse og samtidig have større omkostninger til at føre sagen.

- Det er folk, der har fået en rigtig stor erstatning og er kommet slemt til skade. Det tager man så fra dem igen. Det, synes vi, er uanstændigt, siger Nicolaj Bang, landsformand i Patientforeningen.

Nu får beslutningen også kritik fra egne rækker. Formand for Sundhedsudvalget i regionen, Poul-Erik Svendsen (S), mener personligt ikke, at Region Syddanmark må beregne besparelser ud fra ankesager.

Derfor vil han på næste budgetforhandlinger appellere til, at regionen ikke fremover indregner vundne ankesager i økonomien.

- Jeg kan godt forstå, hvad patientforeningerne siger. Jeg synes, man skal se på det igen for at lave denne her praksis om, siger han.

- For tre år siden blev det vedtaget i budgetterne, og vi kunne forvente en besparelse på otte millioner kroner om året. Vi må se, om vi kan finde de penge et andet sted, hvis vi vil lave om på det. Vi skal på budgetforhandlingerne diskutere, om det er værd at fortsætte, fortæller Poul-Erik Svendsen.

Region Syddanmark har anket 47 sager og har fået medhold i 22.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
13 millioner kroner. Så meget har Region Syddanmark sparet siden 2014 ved at anke sager, hvor patienter ellers har fået tildelt erstatning på grund af forkert behandling.

Oversigt

    Oversigt