I det fynske folks tjeneste

Region erkender svigt

Region Syddanmark erkender svigt i Bios-sagen. Bios leverer i følge Fyens Stiftstidende seks-syv ambulancer færre end lovet hver dag.

Selskabet Bios har stadig store huller i vagtplanen her 18 dage efter at selskabet overtog ambulancedriften på Fyn og i Syd og Sønderjylland.

Fyens Stiftstidende er kommet i besiddelse af en e-mail sendt fra Bios' vagtplanlæggere, der afslører i alt 51 ubesatte vagter i den kommende weekend.

De ledige vagter er alene i Sydvestjylland og på Fyn, hvilket kun er to af Bios' tre delområder. Sønderjylland er ikke med i opgørelsen.

I dag fredag mangler Bios at få besat fem vagter i Assens, Odense og Rudkøbing. Lørdag er der yderlige seks huller i den fynske vagtplan, mens Bios søndag efterlyser reddere til at besætte 13 fynske vagter.

Bios leverer i følge avisen 6-7 ambulancer færre end lovet hver dag.

Per Busk, der er sundhedsdirektør i Region Syddanmark, siger til avisen, at Bios siden driftsstart ikke har kunnet leve op til selskabets kontraktlige forpligtelser.