I det fynske folks tjeneste

Region gennemgår stressede sygehusafdelinger

Nødråb fra ansatte på medicinske afdelinger fører nu til en kortlægning af bemandingen på Region Syddanmarks sygehuse

Det skal være slut med patienter, der ligger dødssyge på sygehusgangene, venter i timer på at få deres ble skiftet og ikke får hjælp til at spise eller drikke.

Efter at plejepersonalet på flere af Region Syddanmarks sygehuse har beskrevet stress og underbemanding i et åbent brev til politikerne i Jydske Vestkysten, vil Region Syddanmark nu kortlægge situationen på regionens seks medicinske afdelinger.

- Når personale på vores medicinske afdelinger oplever, at situationen er problematisk, bekymrer det os. Vi vil til bunds i problemet, og et godt faktuelt grundlag må være første skridt i en løsning af de problemer, som plejepersonalet peger på, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Kortlægningen skal være færdig sidst i august.