Region kan køre ambulancer lige så billigt som BIOS

Region Syddanmark har netop lagt sidste hånd på budgettet for Ambulance Syd, og alt tyder på, at regionens ambulanceselskab kan drive ambulancerne til samme pris som BIOS Ambulance Services.

Driften af ambulancerne i Region Syddanmark er ikke blevet dyrere af, at Region Syddanmark selv har taget over. Efter BIOS i sommeren 2016 blev erklæret konkurs, besluttede regionsrådet at hjemtage ambulancedriften.

Ambulance Syds drift er på niveau med BIOS’, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

I budgettet for Ambulance Syd har regionen kigget på de forventede udgifter over den tiårige periode, som kontrakten med BIOS ville have løbet.

Her fremgår det, at regionen i normale driftsår forventer at drive ambulancerne for 400 millioner om året, hvilket kun er én million kroner mere, end kontrakten med BIOS lød på. Det er samtidig ca. 84 mio. kr. årligt under det beløb, som Falck A/S bød for at køre ambulancer i det samme område i forbindelse med udbuddet i 2014.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for de positive perspektiver i budgettet:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været et hektisk forløb, men jeg er rigtig glad for, at vi i samarbejde med medarbejderne i Ambulance Syd er kommet så langt på så kort tid, og at vi kan drive ambulancerne indenfor en fornuftig økonomi, siger hun.

 

Oversigt

    Oversigt