Region Syddanmark dropper jobgaranti

Et stort flertal i regionsrådet har besluttet at ophæve den jobgaranti medarbejderne på regionens sygehuse har haft siden 2007.

Kort tid efter Region Syddanmark kom til verden i 2007, fik medarbejderne på regionens somatiske sygehuse en garanti for at få tilbudt et andet job, hvis deres job blev nedlagt i forbindelse med omstruktureringer. Medarbejderne på regionens psykiatriske sygehuse blev i 2011 omfattet af garantien.

Men nu er garantien væk.

- Vi er desværre ikke i stand til at garantere medarbejdere, der bliver til overs i en afdeling, job i en anden afdeling. Når vi kommer i de situationer, vil vi selvfølgelig undersøge muligheder for at omplacere, før vi afskediger, forklarer første næstformand i regionsrådet Poul-Erik Svendsen fra Socialdemokratiet.

De fire medlemmer fra SF og Enhedslisten stemte imod ophævelsen af garantien.

Forpligtet til omplacering

Medarbejderne på regionens sygehuse får de samme rettigheder, som medarbejderne i regionshuset og på socialområdet hele tiden har været omfattet af.

Den rettighed forpligter ledelserne på at undersøge mulighederne for at omplacere en medarbejder til en anden relevant stilling, før man skrider til afskedigelse. En forpligtelse til omplacering, der i øvrigt også følger af dansk retspraksis.

Oversigt

    Oversigt