I det fynske folks tjeneste

Region Syddanmark forsvarer fratrædelsesgodtgørelser

Region Syddanmark tager til genmæle over for Politiken. De læger, der fik udbetalt fratrædelsesgodtgørelser og fortsatte i stillinger i regionen, er et udtryk for rettidig omhu, siger regionens sundhedsdirektør.

Sundhedsdirektøren i Region Syddanmark, Jens Elkjær, understreger, at det er hensynet til patienterne, der ligger bag de eksempler Politiken omtaler:

- Det kan selvfølgelig se mærkeligt ud at udbetale en fratrædelsesgodtgørelse til to overlæger, og så i øvrigt ansætte dem i andre stillinger. Men sagerne viser jo med al tydelighed, at der er udvist rettidig omhu. Havde man ikke ansat dem, havde man for eksempel ikke kunnet behandle gigtpatienter i Esbjerg, siger han i en pressemeddelelse.

Reaktionen kommer efter at Politiken mandag har bragt en artikel, der fortæller, hvordan tre læger har fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelser i millionklassen for derefter at fortsætte i de samme stillinger.

Men nu tager Region Syddanmark til genmlæe og præciserer de fratrædelsesgodtgørelser, der er beskrevet i Politiken.

Der er tale om tre aftaler:

Hans Christian Thyregod var ansat som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt frem til februar 2011, hvor hans åremålskontrakt udløb. Her fik han efter kontrakten udbetalt 1.35 millioner kroner.

For at fastholde hans kompetencer, blev han ansat i en tidsbegrænset stilling til årsskiftet 2011, indtil den nye ledelsesstruktur var på plads, og derefter gik han på pension.

Leif Ejstrup var ansat som klinikchef og ledende overlæge på reumatologisk afdeling på Sydvestjysk Sygehus. Også her var der tale om en åremålsansættelse, som udløb den 1. marts 2012, hvor han ved kontraktens udløb fik udbetalt godt 830.000 kroner bagefter gik på pension.

Men det var ikke muligt at få genbesat hans stilling, fordi der ikke kom nogen ansøgere, så man tilbød ham en tidsbegrænset overlægestilling på overenskomstvilkår. En stilling han fratæder ved årsskiftet.

Det tredje eksempel, Politiken omtaler, er en sag, der ikke vedrører betaling af fratrædelsesgodtgørelse. Eksemplet er fejlagtigt blevet udleveret til Politiken af Region Syddanmark, hvilket regionen beklager.

Spørgsmålstegn ved ansættelserne

Sagerne stiller alligevel spørgsmålstegn ved åremålsansættelserne som fremtidig ansættelsesform. Men den skal ikke afskaffes helt, mener sundhedsdirektøren:

- Der skal fortsat være helt ekstraordinære forhold, som betinger en åremålsansættelse og dertil hørende fratrædelsesordning. Det kan være, når det er meget besværligt - eller nærmest umuligt - at ansætte folk i helt vitale stillinger inden for sundhedsområdet, slutter Jens Elkjær.

Ved du noget? Så send os et tip