Region Syddanmark har landets bedste bredbånd

Syddanmark har landets bedste bredbåndsforbindelser og slår selv hovedstaden på up- og downloadtider

Region Syddanmark er stedet, man skal bo, hvis man vil have ordentlig bredbånd, mens Region Sjælland er det sted i landet, hvor det er sværest at få en ordentlig forbindelse. Regionen har dog halet kraftigt ind på de øvrige i løbet af sidste år. Det viser en rapport om bredbåndsdækningen i 2016, som er udkommet søndag.

Af rapporten fremgår det, at 77 procent af husstandene i Region Sjælland har adgang til bredbånd med en downloadhastighed på mindst 100 Mbit/sekund og en uploadhastighed på 30 Mbit/sekund eller mere. Det tilsvarende tal for Region Syddanmark er 92 procent.

Hastig udvikling
- Der sker heldigvis en hastig udvikling i bredbåndsdækningen generelt i Danmark, men der er også store regionale forskelle. Region Sjælland har den laveste dækningsprocent, men jeg glæder mig over, at den har indhentet en del af det forspring, de andre regioner har haft, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Han henviser til, at kun 66 procent af sjællænderne i 2015 havde mulighed for hurtigt internet.

Ministeren mener, at det er afgørende for bosætning og mulighederne for at drive virksomhed, at hullet til internettet er tilpas stort. Derfor har regeringen også sat initiativer i gang, som skal skubbe på udviklingen.

Pulje og lån
Først og fremmest er der etableret en bredbåndspulje, og man har givet mulighed for realkreditfinansiering. Samtidig er der mulighed for at bruge boligjobordningen, når man skal have lagt bredbånd ind i sit hus.

Mens man altså er knap så begunstiget i Region Sjælland, ser det anderledes positivt ud i Region Syddanmark, hvor dækningsprocenten er højere end i Region Hovedstaden, hvor tallet er 88 procent.

Stigning i dækningsprocent
Ser man på hele landet over ét, er dækningsprocenten for de hurtige bredbåndsforbindelser steget fra 82 til 88 procent.

En del af stigningen skyldes dog en ny opgørelsesmetode, hvor tomme erhvervsbygninger er taget ud af regnestykket.

Oversigt

    Oversigt