I det fynske folks tjeneste

Region Syddanmark skal spare 200 millioner kroner

01:50

Region Syddanmark skal spare 200 millioner kroner på sundhedsområdet. Det kan få konsekvenser for Middelfart Sygehus, som er et af de sygehuse i regionen, der er i fare for at blive nedlagt.

I næste uge fremlægger Regon Syddanmark sit forslag til besparelser. De skal spare 200 millioner kroner, og det kan måske få konsekvenser for blandt andet Middelfart Sygehus. Men allerede nu får rygterne politikerne på barrikaderne.

- Vi har hørt rygter om, at Middelfart Sygehus er i spil. Og det vil vi gerne lige hejse advarselsflaget i forhold til, konstaterer Johannes Lundsfryd Jensen, byrådsmedlem, Middelfart, Soc.dem.

Og han står ikke alene med bekymringerne.

- Jeg frygter, at de finder på at lukke Middelfart Sygehus. Og derfor er vi et enigt byråd, der står sammen om at Middelfart Sygehus skal bevares, siger Nicoline Damkjær, Næstformand, Social- og Sundhedsudvalget, Middelfart, Konservative.

Region Syddanmarks besparelser på 200 millioner kroner kan betyde, at flere små sygehuse i regionen er i fare for at blive nedlagt og slået sammen med andre. Men lokalpolitikerne frygter for konsekvenserne, hvis sygehusets omkring 240 ansatte fremover skal arbejde et andet sted.

- Vi er selvfølgelig interesserede i, at borgerne i Middelfart har et arbejde, og der ikke er nogen, som skal være arbejdsløse, det er klart, siger Nicoline Damkjær, Næstformand, Social- og Sundhedsudvalget, Middelfart, Konservative.

For Johannes Lundsfryd Jensen går bekymringen endda på, om det kan få konsekvenser for kvaliteten af sygehuset.

-Jeg frygter faktisk, at det kan gå udover patienterne og fagligheden - i hvert fald på kort sigt, fortæller Johannes Lundsfryd Jensen, byrådsmedlem, Middelfart, Soc.dem.

Flere sygehuse i regionen er i spil, blandt andet i Tønder. Her har protesterne fra borgerne vist sig i form af underskriftsindsamlinger og julearrangementer på sygehuset

I Middelfart har der endnu ikke været protester fra borgerne, men Johannes Frydslund er sikker på, at det nok skal komme, hvis regionen beslutter at nedlægge sygehuset.

 

Ved du noget? Så send os et tip