I det fynske folks tjeneste

Region Syddanmark slipper for ny sparerunde

Økonomien for 2017 er på plads for Region Syddanmark. En aftale der ikke indeholder plads til nye initiativer, men omvendt sikrer ro i dagligdagen

Det krævede mange og seje forhandlinger, da politikerne i Region Syddanmark skulle have indtægter og udgifter til at passe sammen for 2016. Når de skal have 2017-regnskabet sat sammen, ser det ud til, at forhandlingerne bliver uden jagten efter besparelser i Regionens trængte økonomi. Det er konsekvensen af den økonomiaftale, Regeringen torsdag indgik med Danske Regioner. 

- Med en så smal aftale er det umiddelbart ret nemt at beregne de økonomiske konsekvenser for Region Syddanmark. Det betyder jo, at der ikke bliver luft til nye initiativer af betydning. Omvendt forventer jeg ikke, at aftalen vil udløse besparelser i 2017, da vi lige har været igennem en omfattende sparerunde. Det skal også ses i lyset af, at sundhedsområdet sidste år fik tilført ekstra penge, lyder det fra Regionsrådsformand Stephanie Lose i en pressemeddelelse.

De fem regioners økonomi udvides samlet set med 460 millioner kroner i forhold til niveauet i 2016. Pengene stammer fra et allerede aftalt løft på 320 millioner kroner til øget kapacitet og initiativer på kræftområdet samt 140 millioner kroner til et generelt løft. Samtidig skal regionerne dog præstere to procents yderligere produktivitet svarende til 1,3 milliarder kroner.

- Jeg er godt tilfreds med, at vi var grundige og tænkte langsigtet i den spareproces, vi netop har været igennem. Besparelserne i 2016 rækker ind i de kommende år med et stigende besparelsesprovenu. Det kommer os til gode i budgetlægningen for 2017, hvor jeg vurderer, at vi kan undgå en ny sparerunde, siger Stephanie Lose.

Hun forudser dog, at økonomien i Regionen også i de kommende år vil være under pres. Det vil i høj grad ske som følge af dyr medicin, demografi og flere patienter med for eksempel kræft. Kombinerede med øgede krav til behandlingstilbud vil det - med en lav vækstrate - ikke være muligt at få pengene til at række i de kommende år vurderer regionen. 

Ved du noget? Så send os et tip