I det fynske folks tjeneste

Regionen beholder autismecenter

Med et snævert flertal afviste byrådet i Faaborg-Midtfyn kommune onsdag at overtage autismecenteret i Ringe. Beslutningen møder skuffelse i Faaborg-Midtfyn, men glæde i Regionen.

Både forvaltningen i Faaborg-Midtfyn Kommune og andre fynske kommuner havde set frem til at kommunen overtog institutionen Holmehøj fra Region Syddanmark, der er et tilbud til mennesker med autisme, der kræver en høj specialiseringsgrad.

Men et flertal på 15 mod 14 afviste opfordringen, og dermed beholder Region Syddanmark driften af Holmehøj.

- Jeg synes at det er ærgeligt. Jeg havde håbet, at vi kunne samle kompetencen i kommunalt regi, og fastholde det høje faglige niveau på Holmehøj, siger formanden for socialudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune, Herdis Hanghøj(V).

Byrådet var splittet på kryds og tværs af partierne, og hos Venstre var det kun socialudvalgsformanden, der stemte for en kommunal overtagelse.

- Vi overtog otte institutioner fra Fyns Amt, og dem driver vi med stor succes. Det kunne vi også have gjort med Holmehøj, siger Herdis Hanghøj.

Beslutningen om at droppe en kommunal overtagelse møder til gengæld glæde i Region Syddanmark.

- Jeg er meget lettet og glad. Det er godt at se, at et flertal i kommunalbestyrelsen har lyttet til de bekymringer, som de pårørende, kommunens eget handicapråd og regionen har haft i forbindelse med kommunens overvejelser. Jeg er stensikker på, at de har taget den rigtige beslutning både ud fra et økonomisk og fagligt synspunkt, siger socialudvalgsformand i Region Syddanmark Bente Gertz(S).