I det fynske folks tjeneste

Regioner vil måle og veje sociale tilbud

For at undgå sager som Tøndersagen og Strandvænget har Danske Regioner udviklet en "kvalitetsmodel", hvor de sociale tilbud bliver målt og vejet.

Regionernes sociale tilbud for udviklingshæmmede, handicappede
og børn og unge på sikrede institutioner vil fremover blive målt
på deres indsats. Danske Regioner oplyser, at den nye
kvalitetsmodel skal ses i lyset af den seneste udvikling i
Tøndersagen og i sagen om institutionen Strandvænget i Nyborg.

- Vi vil i regionerne være garant for, at der er fagligt kvalificerede tilbud til brugerne med specialiserede behov. For kvalitetsmodellen skal især komme brugerne til gode, siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Der er ikke tidligere taget lignende initiativer på socialområdet. Landsforeningen LEV, interesseorganisation for udviklingshæmmede, glæder sig over tiltaget.

- Efter sagen om Strandvænget er der al mulig grund til at sætte fokus på kvalitet - og på hvordan man udvikler, måler og overvåger kvaliteten, siger landsformand i LEV, Sytter Kristensen, i presse-meddelelsen.

Også Socialpædagogernes Landsforbund (SL) roser regionernes nye model.